Morten Eeg Ejrnæs

Morten Eeg Ejrnæs Nielsen

Sikkerhedsrådgiver, Globeteam

Hvad motiverede dig til at arbejde med Privacy?
Vi har alle sammen ret til et privatliv, hvor hverken det offentlige eller private organisationer ikke kan bruge vores data til alle mulige forskellige formål, uanset om disse måtte have et godt formål eller alene med formål at tjene flere penge. Eftersom data og personoplysninger bliver vigtigere i vores efterhånden gennemdigitaliserede verden, så er det vigtigt, at alle har en vis grad af kontrol over deres egne oplysninger, således at disse kun bruges til godkendte formål og ikke misbruges. Derfor er privacy et vigtigt område, hvor jeg har både interesse, passion og faglighed, og derfor kan gøre en forskel.

Hvad motiverede dig til at blive medlem af Danmarks DPO-Forening/hvad er det bedste ved at være medlem af Danmarks DPO-Forening?
Vi var mange, der sad i større eller mindre grupper rundt omkring i landet, og forsøgte at forstå reglerne, og derfor gav en national forening rigtig god mening.

Hvilke opgaver bruger du typisk mest tid på i løbet af en arbejdsdag?
Risikovurderinger, modenhedsanalyser, tilsyn og cloud-spørgsmål.

Fortæl om en uundværlig ting på dit skrivebord/kontor – og hvorfor den er vigtig?
Der er to ting, et billede af mine børn, både fordi det gør mig i godt humør at se på og fordi det motiverer mig at tænke på, at det arbejde jeg gør nu, forhåbentlig giver dem mere kontrol over deres personoplysninger, når de bliver store. Den anden ting er et timeglas, så jeg kan huske at holde nogle pauser en gang i mellem.

Hvad har overrasket dig mest i dit arbejde med privacy?
Hvor lidt mange personer kender til området, og hvor lidt nogle organisationer interesserer sig for området.

Hvis du skulle have (endnu) mere ud af dit medlemskab i Danmarks DPO-Forening – hvad skulle det så være?
Lige nu synes jeg, at foreningen leverer utroligt meget for ret få penge, og jeg skal vist selv have mere tid til både arbejdet og foreningen, før jeg har brug for at foreningen leverer endnu mere.

Hvad har for dig været det mest udfordrende/sværeste ved at arbejde med Privacy?
At sikre ressourcer til området, både tid og personer, således at opgaverne bliver løst tilfredsstillende.

Hvad er for dig den pt. Største/mest aktuelle udfordring – og hvordan ser du den løst?
Jeg arbejder med flere forskellige organisationer, og de har faktisk meget forskellige udfordringer, så jeg kan ikke umiddelbart pege på en, og løsningerne er også vidt forskellige.

Hvordan arbejder du med persondatasikkerhed i din organisation?
Jeg er oftest Subject-Matter-Expert, som bliver hentet ind til at hjælpe med at løse konkrete udfordringer. Internt i egen organisation har jeg samme funktion. Det er mig alle de andre kommer til, når de har spørgsmål eller udfordringer inden for databeskyttelse.

Hvorfor har du valgt at engagere dig i Danmarks DPO-forening?
Jeg har altid været et foreningsmenneske, og engageret mig i foreninger, hvis jeg mente at arbejdet var vigtigt, og hvis jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel.

Man kan arbejde med persondatasikkerhed på mange forskellige måder, men hvad indebærer god persondatasikkerhed i din optik?
En pragmatisk tilgang med fokus på løsninger. Det hjælper ikke at fortælle en organisation, hvorfor noget ikke kan lade sig gøre, fordi så er der måske nogen som gør det alligevel uden at fortælle det. Derfor skal man altid have fokus på mulighederne og løsningerne. Det giver bedre mulighed for at blive inkluderet og dermed sikre så god beskyttelse som mulig.

Hvad ser du som de største udfordringer, når det kommer til persondatasikkerhed i Danmark?
Mangel på kompetencer.

Top